Sådan vandt en efterretningstjeneste rekrutteringsprisen

Guido begyndte med historien. "Hvis vi vil lave god arbejdsmarkedskommunikation, så skal det være en spændende historie, som folk gerne lytter til." Han valgte en terrorisme-case, som tjenesten allerede én gang havde fortalt offentligt, et trygt udgangspunkt, og fik Bart med, et rigtigt teamhoved i et af terrorismeteamene. Ingen skuespiller, uanset hvad lytterne senere troede på nettet. Bart sagde straks et rungende ja.

Derefter fulgte et halvt års forberedelse og, med Guidos egne ord, "en endeløs proces med afstemning og bøvl". For i en efterretningstjeneste får folk hurtigt øje på bjørne på vejen. Hans argument forblev det samme: materialet er vores, det bliver optaget, og vi kan klippe, til vi falder om, der kommer ikke noget ud, som vi ikke vil have ud. Skridt for skridt fik han alle med, helt op til generaldirektøren.

Den første sæson blev skrevet ned ord for ord og godkendt. Og så kom intervieweren Lisbeth Rasker ind, og stillede smilende bare sine egne spørgsmål. Spændende at lytte til fra regirummet, men det var netop dét, der gjorde det levende. Det lød ikke længere, som om folk sad og læste små historier op.

Den største lære lå i klipningen. Hver episode gik forbi sikkerhedsmyndigheden, en talsperson med en fin antenne for politisk følsomhed, og til sidst en direktør. Guido frygtede, at hans klip ville blive skåret i laser. Det skete næsten ikke.

"Lisbeth gik bare venligt og smilende i gang med at stille sine egne spørgsmål. Det gjorde det meget levende, og det lød ikke, som om folk sad og læste små historier op."

Guido van Hulze

To sæsoner af De Dienst lå lige før Guidos afgang "allerede næsten på en million downloads". Vigtigere end tallet: folk lytter episoderne helt ud, og en del lytter dem endda mere end én gang. Og sæson 2 vandt Werf& Award, juryprisen for recruitment, for Guido "selve prisen i mit fag", tildelt af en jury af fagfolk.

Alligevel relativerer han bevidst tallene. Rekruttering er ikke en downloadkonkurrence. "Hvis jeg får tilstrækkeligt mange af de rigtige folk på de rigtige pladser med fem lyttere, så er det fint." De store rækkeviddetal er en bonus, og de gør deres andet arbejde af sig selv: oplysning. For De Dienst viser et bredt publikum, at Nederland ikke behøver at være bange for det, tjenesten foretager sig digitalt.

Den dobbelte effekt, at rekruttere og bygge tillid, er netop derfor, podcasten er så meget værd for en offentlig organisation. I et demokrati er åbenhed om det, man gør, ikke en luksus, men en opgave. Og en podcast er en lavtærskelform til det: du lader dine kolleger komme til orde, og folk hører, at der arbejder ganske almindelige, entusiastiske mennesker.

Bør enhver offentlig institution podcaste? Ikke nødvendigvis, billede kan fungere lige så godt, siger Guido. Men hvem der overvejer det, får fire lærdomme med fra to sæsoner af De Dienst.

"Få gode folk med. Der findes virkelig fremragende virksomheder i Nederland, der kan tage hele opgaven fra dig og tænke med om, hvordan du fortæller historien bedst."

Guido van Hulze